Apopleksi
Her på klinikken har vi stor erfaring med genoptræning af patienter med apopleksi, som er en fællesbetegnelse for blodprop i hjernen og hjerneblødning.
Alle patienter er forskellige, og det gælder selvfølgelig også, når det kommer til apopleksi. Nogle patienter med apopleksi oplever større funktionsnedsættelse end andre. Mens nogle hovedsageligt oplever fysiske udfordringer, vil der være andre, der også rammes på eksempelvis talen og hukommelsen.
De fleste patienter, der rammes af apopleksi, vil dog have gavn af og behov for en eller anden grad af genoptræning, selvom skaderne varierer meget fra patient til patient.
Den individulle genoptræning
Når en borger med apopleksi kommer til sin første konsultation, bliver der altid lavet en grundig undersøgelse med relevante tests, så vi kender omfanget af de fysiske og neurologiske skader. Derudover laves der i samarbejde med dig og/eller en pårørende en konkret målsætning og en behandlingsplan. Det kan være en fordel at have en pårørende med den første gang, hvis du pga. skaderne fra apopleksi eksempelvis har problemer med at formulere dig. I forbindelse med apopleksi kan det også være svært at huske mange nye informationer, og i de tilfælde er det også rart at have et par ekstra ører med.
Hvad kan man opnå med genoptræning?
Vi kan desværre ikke love, at alle patienter med apopleksi fuldt ud får deres gamle færdigheder tilbage igen. Hvad vi kan love, er, at vi vil gøre alt, hvad der er i vores magt, for at vores patienter får den bedste genoptræning hos os med henblik på at generhverve så meget af deres oprindelige førlighed som muligt. Det er klart, at det er bedst at komme i gang så hurtigt som muligt efter en eventuel hospitalsindlæggelse, men tøv ikke med at kontakte os, selvom du har været hjemme i noget tid. Det er aldrig for sent at begynde på genoptræning.
Hjemmebehandling
Er du eller en pårørende så dårlig, at det ikke er mulig at komme på klinikken – så er det en mulighed for behandling i eget hjem. Kontakt os for mulighed for dette. Vi har mobile fysioterapeuter der kører i store dele af Odense.
Hold for neurologiske patienter
Holdet er for personer som har været ramt af et slagtilfælde (blodprop i hjernen/hjerneblødning) og som har fået kognitive og motoriske følger, der påvirker dagligdags-funktioner.
Efter apopleksi ser man typisk halvsidige lammelser af forskellig grad, samt nedsat styrke, balance, kontrol af kroppen, og tale/forståelsesbesvær.
Forskning viser meget god effekt af konditions- og styrketræning. På holdet sørger vi derfor for at have fokus på netop konditions- og styrketræning, samt træning af balance, og kropskontrol. Derudover tages der inspiration fra SMART træning, for at træne mentale funktioner.
For at kunne deltage på holdet, skal du have gangfunktion med eller uden hjælpemidler.
Der vil i maj 2021 blive tilbudt mulighed for holdtræning. Nærmere info kommer, når vi nærmer os. Men kunne det være noget for dig – så kontakt os gerne for at blive skrevet op til holdet.